tirsdag den 31. marts 2015

Hjerter - af cowboybukser


Flere af børnene valgte at sy hjerter ud af cowboybukser. Hjerterne på det øverste billede er lavet af 3 forskellige cowboybukser- det ses tydeligt af farverne.
 De lavede selv en hjerteskabelon af karton. Først foldede de kartonen og dernæst tegnede de et halvt hjerte og klippede ud. På den måde blev hjertet symmetrisk.


Til hvert hjerte klippede de 2 stykker ens cowboybuksestof. Pynten på hjerterne (små hjerter, bogstaver) blev tegnet op på stof, som de havde strøget vlieseline på bagsiden, så det var nemmere at have med at gøre.

Et pænt bånd blev syet med i mellem de to lag stof som ophæng.

Nogle hjerter blev fyldt ud med vatfyld, andre blev bare syet sammen uden.







torsdag den 12. marts 2015

Knagestrik

 
I samarbejde med sløjdlærerne har jeg knagestrikket med 5. klasserne. Det kom der mange fine ting ud af. Ponchoer, sjaler, halstørklæder og infinity-tørklæder.
 
Hvert af børnene har lavet strikkeknage i sløjd. Et stykke træ med 12 pinde, som har samme højde og samme afstand til hinanden. "Pindene" er lavet af trædyveler. Det er vigtigt, at slibe både pinde og træstykke til, så det bliver glat og lækkert at røre ved, da garnet ellers vil hænge fast, når der strikkes på knagen.

 
Man slår først et antal luftmasker op - en på hver pind.
Voksenponcho = 12 masker
Børneponcho = 9 masker
Halstørklæder = 10 masker
Det var, hvad vi valgte at slå op.

 
Princippet er næsten det samme som når man fingerstrikker eller bruger en strikkelise. Garnet lægges over pinden, og så trækkes løkken over garnet. Til halstørklæder og infinitytørklæder strikker vi 2 masker på hver pind, til sjaler og ponchoer 3 på hver pind. Jo flere masker på hver pind, jo større "huller" giver det i strikket - altså det man laver bliver mere åbent.

 
Når man når hen til enden, strikker man på samme måde tilbage igen. Sådan fortsætter man frem og tilbage, indtil det strikkede har nået den ønskede længde.

 
Til sidst lukker man af ved at binde knude på hver maske hele vejen hen. Hvis man laver en poncho syr man den sammen i samme arbejdsgang, ved at folde stykket op på knagen og binde de to ender sammen.
De løse ender af garnet hæftes ved at bruge en stor når, garnet kan gå igennem og trække gennem knuderne på det strikkede stykke.

 
Alle børn kan være med og få noget fint ud af at knagestrikke, og det går dejligt hurtigt. :-)

 
Vi udstillede tingene efterhånden som de blev færdige, og flere af børnene nåede både at lave 2 og 3 ting.








onsdag den 11. marts 2015

Ipad og mobil holdere - af cowboybukser


I håndarbejde er der stadig gang i at producere ting af brugte cowboybukser - "Hvad kan jeg få ud af et par brugte cowboybukser?", og jeg vil det kommende stykke tid poste en stribe indlæg med hvert sit cowboybuksetema.

Hvert barn har jo lavet flere projekter, og begge de 5. klasser, jeg underviser laver samme projekt, så derfor har det været muligt at samle emnerne på denne måde. :-)

Denne gang gælder det så ipad- og mobiltasker, som er lavet af bukseben. De smalle er rigtig gode til mobilerne, og de lidt bredere til ipads. Fordelen ved at bruge buksebenene er, at de allerede er syet sammen forneden og i siderne.



Her er 3 forskellige versioner af lukketøj. Alle 3 er med knapper, men den ene er lukket med bånd, som er syet på i modsatte side af tasken end knappen er, nummer to er båndet erstattet af en hårelastik, der var en klassekammerat, der var så venlig at donere ;-), og den sidste er lukketøjet lavet et stykke linning med knappehul fra selve bukserne - ret smart.

En taske er dekoret med et "i", hvor selve "i'et" er stykke stof syet på med maskine, og prikken over er en knap, syet på i hånden.