tirsdag den 16. december 2014

Til og fra kort - i genbrug


Jeg elsker at bruge genbrug i mine kreative projekter! Der er så mange sjove ting at lave, og så kan jeg godt lide ideen om ikke bare at smide ud efter brug, men at finde andre måder at anvende tingene på. :-)
I år laver mine kreative klasser/hold bla. til og fra kort i genbrug, og de bliver rigtig gode.


I min klasse har de nissevenner, og vi har en kasse stående i klassen, hvor børnene lægger julepapiret, som deres nissepakker er pakket ind i.
Derudover har vi samlet tom emballage fra morgenmadsprodukter.

Til kortene bruger vi:
Julepapir (genbrug)
Pap fra morgenmadsprodukter
Skabeloner (hjerter, stjerner, fugle osv.)
Hullemaskine
limstift

Lim gavepapir på den grimme side af pappet (billed/tekstsiden). Tegn op efter skabelon på den anden side (brug endelig blyant). Klip ud og lav et hul i kortet med hullemaskinen.
Voila! Fine, personlige genbrugskort, som børnene hygger sig med at lave. :-)

torsdag den 11. december 2014

Juleklippedag


Forleden havde vi juleklippedag for 4-7. klasserne her på skolen. Jeg havde (selvfølgelig) et kreativt juleklippeværksted. Der var også Krybbespilsværksted, bageværksted, Nisselandskab, Julemandens værksted (i sløjd) og udendørs juleorienteringsløb vha smartphone (xplore to learn).

torsdag den 4. december 2014

Stofcollager


Årets første opgave for 5. klasserne i håndarbejde var at lave en collage i stof. Motivet var valgfrit, men jeg havde billeder med af stofcollager andre havde lavet som inspiration.

Når man tegner, kan man altid tilføje noget til baggrunden, men når man laver en collage, er det vigtigt, at man først har plalagt billedet, inden man går i gang, da det er ret svært at tilføje noget til baggrunden, når man først er begyndt at gøre motivet fast. Så børnene startede med at lave en tegnet skitse til deres billede.

søndag den 23. november 2014

Hvad kan du få ud af et par cowboybukser?


For tiden kører jeg et projekt i håndarbejde, der hedder "Hvad kan jeg få ud af et par cowboybukser?" med begge 5. klasserne. Alle har medbragt et par brugte bukser, jeg har fundet mange billeder på Pinterest af cowboybukseprojekter til inspiration og alle er rigtig godt i gang med hver deres projekt. Flere er allerede færdig med det første og i gang med deres næste (man kan få mange ting ud af et enkelt par bukser ;-)), så her er et par smagsprøver på, hvad børnene har gang i.


Penalhus lavet af noget af buksebenet. Sløjfelukning.


Lille taske til smartphone lavet af det nederste af et par meget smalle bukseben. Lukning lavet af træperle og hårelastik - en af pigerne donerede gladeligt denne til en af drengene fra klassen. :-)


Endnu et penalhus af bukseben - denne med matchende kantebånd og lukning med knap.



Nøgleringe med knapper og mønsterbånd.



Buksenben kan også blive til fine julestrømper.


Nålepude med julemotiv kræver ikke meget cowboybuksestof, så der er masser tilbage til flere projekter. ;-)


Jeg glæder mig til at se og hjælpe med flere kreative bukseprojekter!



søndag den 16. november 2014

Dåsebilleder - mere Grønt flag!


Dåsebillederne, som børnene lavede i mit genbrugsværksted under Grønt flag ugen, blev mindst lige så gode, som jeg havde håbet på! 
Sidste år var jeg med min gamle skole på besøg på en friskole i Estland, og på væggene hængte der en udstilling af dåsebilleder. Dåskunsten derfra kan du se her. Siden da har jeg været helt sikker på, at jeg skulle lave et lignende projekt engang med en grupper børn, og det fik jeg så muligheden for nu, og det var fedt!


Vi brugte:
pap fra papkasser
dåser
plastikposer
akrylmaling
limpistoler og limstænger


Først skulle dåserne trykkes flade, og børnene fik at vide, at det var meget vigtig, at de to flade ender (top og bund) kom på samme side, da de skulle være øjne.
Dåsen blev limet på et stykke pap med limpistol. Rundt om dåsen tegnede børnene et dyr efter eget valg.


Næste trin var at male. Først øjnene med hvid maling på hele det runde stykke. Det skulle tørre, inden det sorte i øjnene blev malet på, for ellers ville det hele bare blive gråt.
Resten af figuren blev derpå malet, derefter baggrunden og så kunne de vælge om de ville male en kant på billedet eller ej.


Da billederne var færdige vi huller med en syl, klippede strimler ud af brugte plastikposer, trak strimlerne igennemhullerne til ophæng af billederne. Billederne blev bundet sammen med strimler både foroven og forneden, så de kunne hænge sammen i lange striber.


Elefanter var et populært motiv. ;-)









mandag den 10. november 2014

Grønt flag - Husfacader i pap


En af grupperne på Grønt flag ugens bæredygtige genbrugsværksted (langt, fint ord, ikke?) lavede husfacader i papkassepap.


På forhånd havde vi samlet en hel masse genbrugsegnet affald ind på fællesarealet. Toiletpapirsruller, dåser, pap, morgenmadsæsker, skotøjsæsker (særlig lågene), ugeblade, brugte cd'er m.m. Rigtig meget af det fik vi brugt i løbet af ugen.


De flotte husfacader blev lavet af pap fra papkassser (flapperne er gode at bruge til dette projekt), hvid maling og sorte markere.
Hvis du vil vide, præcis hvordan de er lavet, kan du læse det i indlægget HER


Det er absolut ikke sidste gang, jeg laver kreativt genbrugsværksted på denne måde. Det var fedt!!


mandag den 20. oktober 2014

Kinesiske teatermasker


Det store Kina projekt, som vi lavede for nylig, bestod af en masse små værksteder, bl.a. en del kreative. En lille kreativ hyggeaktivitet var at lave kinesiske teatermasker.

Maskerne fandt jeg på denne hjemmeside lige til at printe ud. Derpå blev de forstørret en anelse og kopieret på hvidt karton. Hvert barn farvelagde en maske, klippede den ud, satte elastik i, og så blev alle maskerne hængt op i fællesområdet sammen med den øvrige Kina udstilling - pagoderneden kinesiske murMing-platterne og lanternene.






lørdag den 11. oktober 2014

Pagoder - Kina værksted

En af opgaverne til det store Kina værksted var at lave små pagoder i papir.


På Pinterest fandt jeg disse pagoder. Jeg søgte på pagoda paper model og så dukkede der flere muligheder op.

Linket til de små pagoder er ikke længere aktivt, men jeg printede bare billedet fra Pinterest ud og forstørrede det.

Den lidt større pagode er faktisk fra Kungfu panda og med til modellen hører også figurer fra tegnefilmen, men dem undlod jeg, da børnene skulle lave pagoden. ;-) Den er fundet på papermau.


De små er afgjort de nemmeste at lave, så det blev kun til en af de store. Med til den kreative opgave med at lave en pagode hører også en skriveopgave, hvor børnene skal søge på oplysninger og fortælle om pagoder i Kina, hvad de bliver brugt til, hvorhenne og oprindelse.


torsdag den 9. oktober 2014

Grønt flag


Hele denne uge har vi haft Grønt flag på skolen. Jeg har haft et værksted med genbrugskunst for 4. og 5. klasserne.

Her er en lille smagsprøve på, hvad vi har gang i. ;-)
Når vi er helt færdige, lægger jeg billeder ind af alle produkterne samt beskrivelser af, hvordan de er lavet og af hvilke former for affald/genbrugsprodukter.

Kan du gætte, hvad vi har brugt bare ved at kigge på billederne? :-)


 











onsdag den 1. oktober 2014

Den kinesiske mur - papirmodel


Som en del af Kina værkstederne skulle de to 4. klasser lave en bid af den kinesiske mur som fællesopgave.

På papertoys.com kan man finde mange gratis papirmodeller lige til at printe ud og samle - også den kinesiske mur

Modellen består af to tårne med et hus på det ene og mur i mellem tårnene limet på et ark med græs. Jeg satte børnene i gang med parvist at samle en sektion af muren. Derpå har vi sat alle sektionerne sammen på et par borde, så det samlet giver indtryk af den kinesiske mur i miniature størrelse. Lidt af et pillearbejde at samle, men ved fælles hjælp gik det og resultatet er blevet godt. Mange af de øvrige børn på skolen har været optaget af både at se og kommentere på muren, som nu er udstillet i fællesområdet under lanternerne.








tirsdag den 30. september 2014

Lanterner - Kina


Denne lanterne model er en gammel klassiker (jeg har selv lavet en del af dem som barn), men det er stadig en god kreativ aktivitet. ;-) På nettet kan man finde adskillige vejledninger - HER er en af dem. Jeg brugte dog limstift til at samle lanternen og ikke klipsemaskine, og i stedet for kun at klippe en strimmel af på den korte led, klippede jeg 3 (eller rettere børnene gjorde :-D). Den ene til hank, og de to øvrige til at lime indeni i hver side, for at undgå en meget slatten lanterne.

En del af opgaven var at dekorere lanternen med kinesiske motiver. Der var to muligheder - den ene at tegne skrifttegn eller symboler efter lanternen var klippet op eller tegne et motiv, INDEN den blev klippet op. Herunder ses en med en kinesisk drage tegnet op rundt om lanternen - rigtig fint.

Alle lanternerne hænger nu i fællesområdet oven over den kinesiske mur, som 4. klasserne har lavet i fællesskab - den laver jeg selvfølgelig et indlæg om senere hen. ;-)